Fra middelalderen og frem har de herskende klasser drevet jagt, hvor hunde skulle jage vildt, og jægerne bæres frem af heste. Flere steder blev der etableret egentlige jagtparker, hvor denne jagt kunne udøves.

I de store tyske fyrstedømmer blev denne jagtform – parforcejagten – drevet på den frie vildtbane.

 

Parforcejagt er en jagtform, hvor byttet udmattes inden det dræbes. Forud for jagten skulle en stor hjort lokaliseres, så den fornemme jæger, kongen eller fyrsten, kunne få det fornemmeste bytte.

 

For at lokalisere byttet brugte man hunde – såkaldte leithunde – som blev ført i rem af såkaldte hirschmænd for at opspore hjorten.

Dette skete typisk ved at lade hunde jagte dyret, mens rytterne fulgte efter. Når dyret segner om af udmattelse, stiger den udvalgte jæger, som regel kongen, af hesten og dræber byttet med en hirschfænger (en lang dolk). 

 

Et karakteristisk træk ved områder anvendt til parforcejagt var veje anlagt i stjerneform, så jægerne kunne stå i vejkrydsene og således lettere overskue hundenes jagt af vildtet. Dette ses bl.a. på Eremitagesletten, i Store Dyrehave ved Hillerød og det sydlige Gribskov. Stjerneformen kan stadig ses på kort over områderne.

 

Jagten varede som oftest flere timer og havde karakter af selskabelig begivenhed, hvor damerne fra åbne vogne, eller pavilloner kunne iagttage jagten/spillet med den enevældige monark som hovedrolleindehaver.

 

Men efterhånden blev parforcejagt, hvor vildt jages af hunde til det segner, umoderne og uetisk.
Parforcejagt blev afskaffet i Danmark i slutningen af 1700-tallet.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening